DET BRUNE VÆRKSTED glas & keramik

AAA

DETBRUNEVÆRKSTEDblog_2

 

Maj-Britt Zelmer Olsen, fortæl lidt om dig selv:

Mit navn er Maj-Britt Zelmer Olsen, og jeg er først og fremmest kunsthåndværker og glasformgiver. Jeg er uddannet fra bla. Kunstakademiets designskole på Bornholm og har senest fået en master fra afdelingen på Holmen i KBH, men har også brugt en del tid på at samle erfaring ved at arbejde for andre glaspustere/ kunsthåndværkere rundt om i verden.

Hvorfor Bornholm:

Jeg elsker Bornholm! Jeg har boet her i snart 11 år og bliver stadig helt overrasket, når jeg siger det højt for mig selv. haha! Det er jo vildt lang tid, men altså jeg er bare glad for at være her. Vi (red. min mand Knud og jeg) kom i sin tid her til fra Norge, fordi jeg ville søge ind på Glas og keramikskolen, som den hed dengang. Jeg kom ind, og så gik de første tre år jo. Derefter blev jeg tilbudt arbejde for en af øens glaspustere, så vi blev hængene et par år, hvorefter det egentlig var meningen, vi skulle videre. Men så ramte bankkrisen og vi kunne ikke få solgt vores hus, så jeg valgte at søge ind på en master på Designskolen, hvor jeg pendlede frem og tilbage. Efter at have huset til salg i 4 år, besluttede vi at blive boende nogle år, så jeg kunne etablere mig og mit eget arbejde, og i den forbindelse mødte jeg Sarah som på det tidspunkt gik på designskolen i Nexø og netop var flyttet ind i min gamle vens hus. Herfra gik det ganske hurtigt med at få etableret et samarbejde og i 2015 åbnede vi Det brune værksted i den gamle slagter på Aasen i Nexø.

Hvor henter du din inspiration:

Jeg henter min inspiration fra mine omgivelser, ofte i kontraster mellem natur og arkitektur, og i gennem arbejdet med selve materialet. Her på Bornholm er kontrasterne tydelige og storslåede og måske er det egentlig en af grundene til, at jeg trives så godt herovre, selv om man selvfølgelig ikke kan kalde nogle af byerne for metropoler, så er der alligevel meget industri, som er en (for mig) fantastisk kontrast til naturen. samtidig er jeg også meget betaget af forfald, som der også er en hel del af i den Bornholmske industri- og efterkrigstidsarkitektur.

Hvornår er du mest kreativ og hvorfor:

Jeg er mest kreativ når jeg arbejder med mit materiale. Jeg får ofte ideer når jeg står og sliber fordi det er ensformigt monotomt arbejde, som for tankerne til at flyve.

 

DETBRUNEVÆRKSTEDblog_3

 

Hvor ser du Zelmer Olsen glas være om 5 år:

Forhåbentlig stadig på Bornholm i Det brune værksted sammen ,med Sarah. Jeg kan godt lide tanken om at være med til at fortsætte den Bornholmske glastradition men det kunne være rart, hvis der ind imellem var nogle perioder med længerevarende udenlands ophold. Før Knud og jeg fik børn, var jeg en del i USA, og det savner jeg rigtig meget. De har en anden tilgang til tingene, som jeg synes, er meget frigørende. Rent forretningsmæssigt kunne jeg også godt tænke mig at blive mere internationalt kendt. Jeg synes det er så fedt at rejse og opleve i kombination med mit fag, og tror egentlig også, det var det, der i sin tid var med til, at det netop var glasset, jeg blev så fascineret af. Samtidigt er folk der arbejder med glas ofte også meget sociale mennesker, i kraft af, at man næsten ingenting kan lave uden en hjælper/assistent. Du bliver nød til at være god til teamwork, ellers kommer man ingen vegne.

2 gode råd du vil give videre til andre kreative iværksettere:

Spring ud i det, gør det du tror på. Og grib muligheder for at komme ud i verden mens du kan. Og så kan jeg klart anbefale at have en værkstedskollega. Og ikke nødvendigvis en fra samme fag som ens eget eller under samme CVR nr., bare en at dele omgivelser med. Jeg er så glad for Sarahs og mit samarbejde. Det har så mange fordele at have en at dele udgifter, bekymringer og glæder med i forhold til at skulle bære det hele på sine egne skuldre. Det er faktisk nok den aller bedste beslutning, jeg har taget i forbindelse med min virksomhed, og det bedste råd, jeg kan give videre.

Maj-Britt Zelmer Olsen

 

DETBRUNEVÆRKSTEDBLOG_4

 

Sarah Oakmann, fortæl lidt om dig selv:

Oprindeligt er jeg fra København, hvor jeg er født og opvokset og levede de første 27 år af mit liv. På et højskoleophold i 2004, hvor jeg beskæftigede mig en del med keramik, blev der sået et frø i mig, men på det tidspunkt havde jeg ikke modet til at tage springet ud i en kreativ uddannelse. 8 år, en skolelæreruddannelse og tre års erfaring som folkeskolelærer senere var jeg parat, og min familie og jeg tog springet, hev teltpælene op og flyttede til Bornholm.

Hvorfor lige bornholm:

Først og fremmest blev det Bornholm fordi Designskolens afdeling for keramisk design ligger i Nexø. Hverken min mand eller jeg havde på det tidspunkt et særligt forhold til øen, udover nogle fjerne lejrskoleminder fra barndommen, så det var virkelig et stort skridt at sælge vores dejlige lejlighed på Nørrebro, hive vores lille søn på 1 år ud af vuggestuen, sige to stabile jobs op og flytte til en ø i Østersøen uden nogen familie, nogen jobs eller noget netværk. Set i bakspejlet var det lidt “hovedet-under-armen”-agtigt, men på det tidspunkt føltes det som den rigtige beslutning, hvilket det jo også viste sig at være. Alting flaskede sig heldigvis også, jeg kom ind på uddannelsen og i sommeren 2016 blev jeg færdig som kunsthåndværker og designer med speciale i keramisk design.
I 2015, mens jeg gik på mit sidste studieår, startede jeg min virksomhed Oh Oak. Sideløbende med mine afsluttende projekter designede og producerede jeg min første serie, Nexøstellet, og selvom det var virkelig hårdt arbejde at tage afgang fra studiet samtidig med at køre en business, etablere værksted, snakke med kunder og producere keramik, var det det hele værd. Det vakuum som mange oplever når de er færdige med uddannelsen, og pludselig står på egne ben, uden skolens trygge rammer og uddannelsens priviligerede faciliteter omkring sig, nåede jeg heldigvis aldrig at opleve. Det var mere en glidende overgang, hvor jeg så at sige havde et fuldtidsarbejde i min egen virksomhed, som jeg kunne træde direkte ind i den dag jeg blev færdig.
Men udover at Bornholm tilfældigvis var det sted uddannelsen lå, er øen også en smeltedigel af kreative sjæle, små iværksættere og kunsthåndværkere, så det er virkelig et godt sted at starte en virksomhed op. Her er rig mulighed for sparring hvadenten det handler om iværksætteri eller de mere faglige og kreative aspekter af det at være keramiker og kunsthåndværker.

Hvor henter du din inspiration fra:

Min inspiration henter jeg mange steder, men til de produkter som i høj grad kendetegner mine produkter i dag, er den største inspirationkilde uden tvivl naturen. Farver, overflader og strukturer er direkte hentet i naturen på især østkysten af Bornholm, hvor jeg også bor og arbejder.

Hvornår er du mest kreativ:

Min kreativitet er ikke noget jeg kan tænde og slukke for. Selvom jeg efter mange års skabende arbejde har lært hvordan jeg kickstarter min kreativitet, vil jeg sige at den er en rimelig iboende egenskab i mig. Den ligger ligesom altid latent i mig, og selv små registreringer eller input kan starte den kreative, skabende proces. Jeg ved aldrig helt hvornår idéerne dukker op, og jeg har derfor stort set altid en skitsebog i tasken.

 

DETBRUNEVÆRKSTEDblog_6DETBRUNEVÆRKSTEDblog_9

 

Hvor ser du Oh Oak være om 5 år:

Forhåbentlig er Oh Oak vokset sig til noget større om 5 år, men jeg tror på at det er ligeså meget en beslutning som det er en forhåbning. Jeg vil gerne udvide Oh Oak til en mere generel designvirksomhed med mange forskellige produkter og materialer, men det er altafgørende for mig at taktilitet, det gode håndværk og naturlige referencer forbliver kerneegenskaberne. Og så vil keramikken nok altid fylde mest.

2 råd du vil give videre til andre kreative iværksættere:

Jeg vil helt klart råde andre iværksættere til at tage BESLUTNINGER, selvom det muligvis betyder at der er noget man er nødt til at fravælge, og formulere nogle klare MÅL. Det lyder måske banalt men jo mere tydelig man er i forhold til hvem man selv er og hvad éns virksomhed står for, jo lettere er det også at kommunikere ud til omverdenen, og jo lettere er det også for omverdenen at forstå.

Oh Oak

 

DETBRUNEVÆRKSTEDblog_10